Formål
I Ringsted Svømmeklub ønsker vi at skabe et trygt, respektfuldt og inkluderende miljø, hvor alle medlemmer, ansatte og instruktører trives, udvikler sig og bidrager til et fællesskab, der er rart at være en del af. Denne Code of Conduct beskriver de værdier, forventninger og ansvar, som gælder for medlemmer, ansatte, frivillige, instruktører, og bestyrelsesmedlemmer i Ringsted Svømmeklub.
Værdier og grundprincipper
Ringsted Svømmeklub bygger på følgende værdier:
- Plads til alle – Vi møder hinanden med åbenhed og respekt, uanset alder, køn, baggrund eller niveau.
- Respekt for den enkelte og fællesskabet – Vi taler ordentligt, lytter til hinanden og støtter fællesskabet.
- Trygt læringsmiljø – Alle skal kunne udvikle sig i et miljø, hvor man føler sig set, hørt og tryg.
- Glæde og engagement – Vi ønsker, at svømning skal være sjovt, motiverende og meningsfuldt for alle.
Adfærd og ansvar
Instruktører og ansatte
- Behandler alle svømmere og kolleger med respekt, uanset alder, evner eller baggrund.
- Udviser en professionel og ansvarlig adfærd, både i svømmehallen, til stævner og online.
- Tager aktivt ansvar for at skabe et positivt og inkluderende træningsmiljø.
- Reagerer, hvis de oplever mistrivsel, mobning, utryghed eller grænseoverskridende adfærd.
Bestyrelsen
- Har ansvar for at understøtte instruktører og ansatte i at skabe et trygt og sundt foreningsmiljø.
- Skal sikre klare procedurer for håndtering af bekymringer, klager og underretninger.
- Går forrest som rollemodeller og kommunikerer foreningens værdier og retningslinjer tydeligt.
- Har ansvar for at indhente børneattester og sikre, at instruktører og ansatte kender deres pligter.
Medlemmer
Alle medlemmer af Ringsted Svømmeklub bidrager til et trygt og positivt fællesskab.
Vi forventer, at medlemmer:
- Behandler andre svømmere, instruktører, frivillige og forældre med respekt.
- Bidrager til en god stemning på holdet og i klubben.
- Følger instruktørernes anvisninger og klubbens regler.
- Undlader mobning, chikane, truende adfærd, diskrimination og anden grænseoverskridende adfærd.
- Passer på klubbens faciliteter og udstyr.
- Medvirker til, at alle føler sig velkomne og trygge i klubben.
Forældre og værger
Vi forventer, at forældre og værger:
- Bidrager til et positivt og respektfuldt samarbejde med instruktører, ansatte og frivillige.
- Støtter op om klubbens værdier og retningslinjer.
- Kommunikerer sagligt og respektfuldt ved uenigheder eller bekymringer.
- Bidrager til et trygt miljø for alle børn og unge i klubben.
Frivillige
Frivillige er vigtige rollemodeller og bidrager til klubbens fællesskab. Vi forventer, at frivillige:
- Handler i overensstemmelse med klubbens værdier og retningslinjer.
- Behandler medlemmer, forældre og øvrige frivillige med respekt.
- Bidrager til et trygt, inkluderende og positivt miljø.
- Reagerer og søger hjælp, hvis de oplever mistrivsel eller bekymrende forhold.
Trivsel og mistrivsel
I Ringsted Svømmeklub tager vi trivsel alvorligt. Hvis du som instruktør, ansat, frivillig eller bestyrelsesmedlem oplever, at en svømmer ikke trives, fx viser tegn på utryghed, mobning, angst, pres eller mistrivsel, skal du reagere.
Sådan handler vi:
- Tal roligt og respektfuldt med svømmeren, hvis det er passende.
- Del din bekymring med din nærmeste leder eller bestyrelsen.
- Tag altid mistrivsel alvorligt, hellere én bekymring for meget end én for lidt.
- Ved akut bekymring for et barns sikkerhed kontaktes kommunen eller politiet straks.
Eksempler på mistrivsel:
- Fysisk og kropsligt
- Begyndende spiseforstyrrelse (fx stort fokus på vægt, mad eller krop)
- Træthed eller markant energitab uden forklaring
- Hyppige skader, eller klager over skader uden synlig årsag
- Ændret udseende (fx vægttab, dårlig hygiejne, eller uplejet fremtoning)
- Psykisk og følelsesmæssigt
- Ked-af-det-hed, tristhed eller lavt selvværd
- Angst, nervøsitet eller usædvanlig generthed
- Humørsvingninger, irritabilitet og aggressiv adfærd
- Manglende motivation
- Selvskadende adfærd
- Sociale og adfærdsmæssige tegn
- Tilbagetrækning fra holdkammerater eller sociale aktiviteter
- Konflikter med andre børn, instruktører eller forældre
- Overdreven stræben efter perfektion eller frygt for at fejle
Mobning og krænkende adfærd
Ringsted Svømmeklub accepterer ikke mobning, chikane, diskrimination, krænkende adfærd eller eksklusion af andre fra fællesskabet.
Alle medlemmer, ansatte og frivillige har ansvar for at reagere, hvis de oplever eller bliver bekendt med en sådan adfærd.
Underretningspligt
Instruktører, ansatte og frivillige, der arbejder med børn og unge i Ringsted Svømmeklub, har pligt til at reagere, hvis de får mistanke om eller kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år mistrives eller udsættes for omsorgssvigt, vold, seksuelle overgreb eller andre forhold, som kan bringe barnets trivsel eller sikkerhed i fare.
Sådan handler vi i Ringsted Svømmeklub:
- Enhver bekymring skal tages alvorligt og deles med bestyrelsen hurtigst muligt.
- Bestyrelsen skal som udgangspunkt altid orienteres og inddrages, inden der indsendes en underretning til kommunen.
- Bestyrelsen bistår med sparring, vurdering af situationen og udarbejdelse af underretningen.
- Hvis den pågældende instruktør, medarbejder eller frivillige ikke føler sig tryg ved selv at udarbejde eller indsende en underretning, kan bestyrelsen bistå med eller forestå fremsendelsen af underretningen.
- En underretning skal altid være saglig, objektiv og baseret på konkrete observationer, udsagn eller hændelser. Underretninger må ikke bygge på rygter, antagelser eller personlige konflikter.
- Det kan være relevant at tale med eller orientere forældrene om bekymringen, når det vurderes forsvarligt. Dialog med forældrene kan dog aldrig erstatte en underretning til kommunen, hvis der fortsat er bekymring for barnets trivsel eller sikkerhed.
- Ved akutte situationer, hvor der er alvorlig bekymring for et barns eller en ungs sikkerhed, kontaktes kommunen eller politiet straks. Bestyrelsen orienteres hurtigst muligt herefter.
Formålet med en underretning
Formålet med en underretning er ikke at placere skyld, men at sikre, at barnet eller den unge får den nødvendige hjælp og støtte. Ringsted Svømmeklub ønsker en kultur, hvor bekymringer deles, håndteres professionelt og med respekt for alle involverede parter, og hvor barnets trivsel og sikkerhed altid står først.
Fortrolighed og respekt
- Alle henvendelser og underretninger behandles med fortrolighed og respekt for både barnet, familien og den involverede instruktør eller ansatte.
- Vi taler aldrig om personer bag deres ryg, men tager tingene op på en saglig og respektfuld måde i rette forum.
- Vi passer på hinanden, både børn og voksne.
Sociale medier og kommunikation
- Alle repræsentanter for klubben skal kommunikere med respekt, både online og offline.
- Der må ikke deles billeder, videoer eller kommentarer, der kan skade andre eller klubbens omdømme.
- Billeder af børn må kun offentliggøres med samtykke fra forældre/værge.
Sikker omgang med børn og unge
Instruktører, ansatte og frivillige skal være særligt opmærksomme på deres rolle som voksne autoritetspersoner og handle på en måde, der understøtter tryghed, tillid og respekt.
- Instruktører og ansatte skal altid optræde professionelt i relationen til børn og unge.
- Al kommunikation skal som udgangspunkt foregå gennem klubbens officielle kanaler.
- En voksen bør så vidt muligt ikke være alene med et barn uden andre voksne i nærheden.
- Fysisk kontakt skal altid være relevant for undervisningen og ske med respekt for barnets grænser.
- Enhver mistanke om grænseoverskridende adfærd skal straks bringes videre til bestyrelsen.
Konsekvenser ved brud
Overtrædelser af denne Code of Conduct kan medføre:
- Samtaler og vejledning.
- Påtaler eller særlige aftaler om adfærd.
- Skriftlige advarsler.
- Midlertidig suspension fra aktiviteter eller arbejdsopgaver.
- Bortvisning, suspension eller eksklusion i overensstemmelse med klubbens vedtægter og retningslinjer.
Bestyrelsen vurderer hvert tilfælde konkret med fokus på tryghed, fællesskab, proportionalitet og hensynet til de involverede parter.
De nærmere procedurer for håndtering af sager fremgår af klubbens personalehåndbog og øvrige retningslinjer.
Kontakt og støtte
Medlemmer, ansatte og forældre kan, ved bekymring eller spørgsmål, kontakte bestyrelsen. Kontaktoplysninger findes på klubbens hjemmeside og i svømmehallen.
Vedtagelse og revision
Denne Code of Conduct er vedtaget af Ringsted Svømmeklubs bestyrelse den 06/08-2026 og revideres én gang årligt eller efter behov.
